Oprydningsmetoder

Der findes en håndfuld navngivne oprydningsmetoder, og de bygger på hver sin idé om, hvad der er det svære ved at skille sig af med ting. KonMari mener, det er manglende kriterier. 4-kasse-metoden mener, det er manglende overblik. 90/90-reglen mener, det er selvbedrag om fremtidig brug.

Ingen af dem er forkerte. De passer bare til forskellige mennesker og meget forskellige mængder tid. Herunder gennemgås de fire mest udbredte, efterfulgt af en direkte sammenligning.

KonMari-metoden

Udviklet af den japanske organiseringskonsulent Marie Kondo og udbredt gennem bogen om magisk oprydning. Metodens kerne er, at man gennemgår hjemmet efter kategori i stedet for efter rum, i en fast rækkefølge: tøj, bøger, papirer, diverse og til sidst ting med følelsesmæssig værdi. Alt inden for en kategori samles i én bunke, og hver enkelt genstand tages i hånden. Kriteriet er, om tingen vækker glæde.

Styrken er rækkefølgen. At begynde med tøj og slutte med minder er velbegrundet, fordi beslutningsevnen trænes op undervejs. Kategori frem for rum afslører også dubletter, man ikke opdager, når man arbejder skab for skab.

Svagheden er skalaen. Metoden forudsætter, at man kan afsætte sammenhængende timer og gennemføre en kategori i ét stræk. Har man små børn, skiftende arbejdstider eller begrænset fysisk plads at brede tøjet ud på, er det svært at følge som beskrevet. Kriteriet om glæde fungerer desuden dårligt på det praktiske: en støvsuger vækker ikke glæde, men skal blive.

4-kasse-metoden

Den mest udbredte og mindst omtalte metode. Man stiller fire beholdere frem — behold, videre, skrald og hører til et andet rum — og sorterer et afgrænset område igennem. Der er ingen filosofi og intet krav om rækkefølge.

Fordelen er, at den kan bruges i 15 minutter, i et vilkårligt hjørne, uden forberedelse. Den fjerde kasse er metodens egentlige pointe: den forhindrer, at man forlader området for at bære en enkelt ting på plads og aldrig kommer tilbage.

Ulempen er, at den ikke giver overblik over dubletter på tværs af hjemmet, og at den ikke af sig selv gør noget ved, hvor meget der kommer ind.

90/90-reglen

Et enkelt kriterium frem for en metode: har du brugt tingen inden for de seneste 90 dage, eller kommer du til at bruge den inden for de næste 90? Er svaret nej begge gange, ryger den videre.

Reglen er hurtig og skærer igennem den type overvejelse, der kan trække et helt skab ud i en time. Den er også ærligere end de fleste kriterier, fordi den tvinger et konkret tidsrum ind i vurderingen.

Til gengæld rammer den forkert på alt sæsonbestemt. Juletræsfod, skiudstyr, telt og festtøj falder uden for 90 dage det meste af året. Reglen skal derfor bruges på hverdagsting og lægges væk, når man rydder på loftet.

Packing party

Den mest radikale af de fire. Alt i hjemmet pakkes ned i flyttekasser, som om man skulle flytte. Derefter pakkes kun ud, hvad der bliver brug for. Efter tre uger er det, der stadig står i kasserne, per definition ting, man ikke bruger.

Metoden er effektiv, fordi den vender bevisbyrden om. I stedet for at skulle argumentere for, at en ting skal ud, skal man argumentere for, at den skal ind. Det ændrer mærkbart på, hvor mange ting der overlever.

Den er samtidig upraktisk for de fleste. Den kræver plads til kasserne, tid til nedpakningen og en husstand, der er med på idéen. Med børn i huset er den reelt umulig at gennemføre i fuld skala. En afgrænset udgave — kun køkkenet eller kun garderoben — giver størstedelen af effekten uden ulemperne.

Sådan vælger du

• Har du mindre end en halv time ad gangen: 4-kasse-metoden, eventuelt med 90/90 som kriterium.
• Har du en uge og vil hele vejen igennem: KonMari-rækkefølgen, gerne med et mere praktisk kriterium end glæde.
• Skal du flytte inden for et år: en afgrænset packing party, mens du alligevel pakker.
• Er du i tvivl om ét bestemt område: 90/90 på netop det område, ikke på hele hjemmet.